Bøgvad, Christian Nielsen

   Et andet navn for Christian var Christen.

  Generelle notater:

Christian Bøgvad bliver skovridder i 1768 over Bregentveds skove, og er der indtil hans død i 1821.
Arne Majvang skiver følgende i sin bog Dalby og Turebys sognes historie bind 3:

Skovridere
Det var naturligt, at der blev bosat en skovrider i Tureby sogn, hvor der var så mange skove.
Den første skovrider, hvis navn vi kender i Moltkernes tid er Mathias Zahn, som vi hører om 1746, men 27/11 1747 får Erich Jørgensen Wind beskikkelse på at være skovrider for Turebyholm, Bregentved og Eskildstrup godser. Han har muligvis forinden været skovrider på et af godserne. I hans instruktion skriver greven: >Han bør være mig lydig, huld og tro, mit gavn og bedste med største flid og vindskibelighed vide og ramme, al utroskab, skade og fordærv derimod af yderste magt og formue hindre og afværge<. Der-efter følger 39 punkter om skovene og deres pasning. Skovrideren må ikke hugge noget træ, uden det har grevens cifre og årstal. Mindst hver anden måned skal han sammen med 2 skovfogeder ride ud og bese i skovene. Det koster 4 skilling før hvert svin, der indbrændes til olden. Skovrideren får 1/3, forvalteren ligeså og samtlige skovfogeder den sidste trediedel. Han skal opmuntre bønderne til at plante levende gærder, og bonden kan da 1, 2 eller 3 år blive fri for at betale land-gilde, og desuden får de 5, 10 eller 15 rigsdaler i præmie. Grevens chiffer, årstals hammer samt circlet skal være under skovriderens og forvalterens forsegling. Han må ikke holde krohus. Fattige husmænd skal have lov til at ophugge jordstød, men han må ikke tage betaling derfor. Kun de, som er bequemme, skal svie kul i kulmilerne. Endelig skal han se til, at skovfogederne lægger mere vind på at fange krams-fugle (drossel og solsort) og levere dem til Bregentved. Derfor skal hver skovfoged i nærheden af boligen plante grønne træer. Instruk-tionen for vildtbanen gives i 14 punkter. Han må ikke skyde vildt uden grevens tilladelse, han skal sørge for vildtet om vinteren med åbne vandhuller, hø og afhuggede grene.
Skovrideren fik 136 rigsd. årligt i løn samt sommergræsning til 4 heste, 2 køer og 10 får. Desuden gives der også fodring til ca. 20 støve-re som Wind har.
I 1758 afløstes han af Christian Andreasen Berg, som var tjener hos en af A. G. Moltkes sønner. I hans instruks lægges der særligt vægt på, at skov opelskes. I indhegning med ung skov må ikke slås hø, hugges tjørne eller andet. Gærderne kan optages, når det har væ-ret indhegnet i 6 år. Den unge skov skal der hugges i hver 3. eller 4. år, indtil den unge eg- eller bøgeskov er kommet i vejret. Når skovri-deren og forvalteren er ude at mærke træer, og de skal logere et sted om natten skal skovstemplet og årstals-hammeren forsegIes efter dagens arbejde. Også tyvestemplet, der bruges til det ulovligt borttagne træ, skal forsegles. Endvidere understreges det, at der ikke må bo eller opholde sig træskomagere i skovene. Både med disse og hjulmændene holder skovrider og forvalter et vågent øje, at de ikke borttager noget ulovligt.
Med hensyn til jagten lægges der også vægt på kramsfuglene. Der gives 1 mark i skydepenge for en ørn og for andre rovfugle 8 skill. Om vinteren holdes der klapjagter på ræve. Skovrideren skal se efter, at der ikke skydes andet end ræve. Han holder vildtbanepælene vedlige og ser til, at ingen fremmede kommer ind på grevens vildtbane.
I 1761 byggedes der bolig ved Nyskov til skovridderen. Marken kaldes Røde Kro og husets navn bliver Rødehus.
I 1768 forflyttedes skovrider Berg til Jylland og i stedet kom Christen Bøgvad.
Bøgvad fik stor betydning for skovene, idet fredningen skete i hans tid. Når de gamle har fortalt om ham, har man fået det indtryk, at han var en streng mand, men det er ikke rigtigt. Han skriver 1802 til greven om en fattig enke i Høsten, hvis mand Niels Nielsen døde for nogle år siden og hvis datter på grund af et hold gør hende uduelig til at tjene og derved er hendes arme moder til en bestandig byrde. Han fortsætter: >Denne kone havde det uheld for 4 a 5 uger siden at falde og brække den ene arm, en dag hun gik hjem fra skoven med en byrde brænde og derved gerådede i den elendigste forfatning; hun måtte ufejlbarlig været kreperet af smerter, hunger og frost, der-som medlidenhed ikke havde rakt hende hånden<. Jeg har med min lille vogn tilført hende lidt kvas brænde fra de fældede egetræer. Det er uden grevens tilladelse, og han beder om tilgivelse. >Og dersom jeg turde bede om mere, da lod nådige Herren denne yderlige elendige tilflyde noget lidet til understøttelse, sålænge hun er ude af stand til at fortjene brødet. - Der er ellers nogle gamle og svage, som kulden trykker mere, end de kan tåle, og jeg bad gerne om lidt kvas brænde for dem, når jeg ikke frygtede Deres højgrevelige excellence desuden har tab deraf.
Greven skriver, at det er ham kært, at enken er blevet hjulpet med brænde og han vil også tænke på hende ved uddelingen af de fattiges penge. Han tilføjer: >De gamle og svage fattige ønsker jeg kunne understøttes, enten med sankebrænde, affald ved gærdsel, nedlagte gær-der eller anden tjenlig måde, som De finder bedst.<
Samme år havde Bøgvad den sorg, at han måtte forbyde de fattige at samle brænde i Grevindeskoven. Bøgvad indser godt nok, at det er hårdt for de fattige, som bor omkring skoven, og som trænger dertil, men uorden kan ikke tåles. Skovfogederne skulle have en bedre in-struks, men siger Bøgvad, det hjælper ikke i Grevindeskoven, da skov-fogeden på grund af svaghed ikke kan forrette noget.
Samme år havde Bøgvad den sorg, at en søn tog ophold i Babberup mølle, og mølleren forledte ham til at jagte, hvor han ikke måtte. Bøgvad ønsker, at sønnen skal formenes kvarter, for at han ikke skal have den græmmelse at se sønnen udvide sin ubetænktsomme jagt.
Glæder og sorger afløste hinanden. Men i de sidste år tog bekymrin-gerne overhånd. Greve J. G. Moltke døde, og nu er Bøgvad bange for, at han skal miste sin stilling. Han modtager brev fra den nye lensgreve: >Begyndelsen læste jeg med den allerstørste bedrøvelse, thi at tabe en sådan ædelmodig herre og velgører måtte naturligvis røre en gammel, skrøbelig betjent, som i 50 år på sin post har samlet grå hår og både tilsat sjæls og legemes kræfter<. Men da han læste videre blev han trøstet. Den eneste måde han kan gengælde grevens gode vilje på er ved hans gode vilje, som ikke skal mangle. Der forestår nu en for-retning i skoven, hvor det vil vise sig, hvad jeg dur til, jeg kan formedelst et tilfælde - næppe ride en halv dag og slet intet gå. Dette er frugten af 81 års vandring.< Han fortsætter de sædvanlige arbejder. Greven takker ham for den hjælp, som han har ydet ham og hans far, som har sagt, at Bøgvad ville gøre en enspændervogn, som han tror kan bruges ved udvisningen. Han skal fortsætte sit arbejde med sædvanlig omhyggelighed.
7. april 1818 kan Bøgvad ikke som sædvanlig være på Bregentved, da greven kommer. Det er første gang han i 51 år forsømmer denne pligt. >Min tilstand er i dette øjeblik, som den, der er sat i stuearrest med den tilståelse at gå ud og more sig, men det sidste er mig næg-tet. I 1819 er han ved at tabe >sindsfornøjelsen, det kostbareste i livet<, Fordi han ikke kan udføre det, som han ønsker og burde.
Det gik ned ad bakke med Bøgvads helbred. I november 1820 er han i skoven og ser, at greven har været så ædelmodig imod ham, at hans skænkede udvisning af brænde var større end sædvanlig, og det, skønt >han er den udueligste mand i sit fag<. Det er altså blevet for-beholdt at belønne en gammel. invalid, som dog ikke kan rose sig af nogen særdeles fortjeneste, thi skulle jeg undertiden have været lykkelig at udrette noget til min herres nytte og fornøjelse, var det jo kun min pligt og ingen fortjeneste. Han måtte være utaknemmelig, hvis han ikke skønnede på grevens godhed. Jeg takker Gud, det højeste væsen, som ved mine dages slutning har ladet mig falde i en så ædelmodig herres hænder, der ikke vil tåle, at jeg i min skrøbelige tilstand skal, savne det nødvendige. Sådan skriver Bøgvad 1/2 år før han dør.
Allerede i 1807 havde Bøgvad søgt om tilladelse til at blive begravet i Nyskoven. Han døde 11. juni 1821, 85 år gl. og blev begravet 18. juni i skoven.
Indtil for nogle år siden stod der 3 stene på Bøgvads gravsted med bogstaverne: B.W. 1782. Det er 3 vildtbanestene, som nu står ved vejen i skovcn. Folk mente at BW betød Bøgvad og sagde så, at der var tre stene, fordi der lå Bøgvad med sin hvide hest og sin hund. De æl-dre fortæller, at man om natten kan høre skovrideren komme ridende på sin hvide hest.
Bøgvad efterfulgtes af F. C. Knipschildt, der døde 1831, derefter kom Niels Broch Ulrich, som også i 1858 fik Juellinge distriktet og titelen forstinspektør. I 1862 efterfulgtes N. B. Ulrich af sin søn Georg Alexander Ulrich, der først boede på Juellinge, og i 1881 flyttede ind i det nybyggede Thurebylund.
Da Ulrich døde i 1884 kom der først ny forstinspektør i 1886, nemlig Ludvig Alfred Hauch, som plantede megen eg. Han tog sin afsked i 1915 og efterfulgtes af Søren Marinus Storm, der døde i 1918. Forstinspektør Thøger Jagd boede indtil 1940 på Thurebylund, men flyttede derefter til Freerslev møllegård, hvor han virkede til 1957, hvorefter forstkandidat H. C. Nissen fik den op-rindelige titel skovrider.
Skovfogederne
Ved de store skove blev der også flere skovfogedembeder. Egentlig ud-dannelse var der ikke for 200 år siden. I 1747 ansættes skomager Niels Jensen, Freerslev som skovfoged ved Alkestrup og i 1781 køkkenkarlen Peder Hemmingsen. I 1787 vil Bøgvad ikke have Peder Trolle som skovfoged i Ganneskov, men greven bemærker, at P. T. kan skrive, og derfor kan han bedre efterkomme ordrene.
Ca. 1750 lønnes skovfogederne med 12 rigsd. Men senere blev em-bedet i Grevindeskoven særligt eftertragtet, selvom boligen lå inde i skoven, der endnu i 1798 var uigennemtrængelig for landmålerne. Men det blev ofte genstridige skovfogeder, der havde deres gerning der. Niels Laxmann afsattes 1753 på gr. af sin genstridighed og Christopher Friderichsen fulgte efter. Han havde en søn på fabrikken i Arøje. Da der var noget i vejen med ham, kom Rasmus Udrider med besked derom. Men skovfoged C. F. udstødte trusler og tog sit jagtgevær for at skyde. Han kommer i arresten, men beder om tilgivelse og fortsatte i sit embede.
Hans søn Niels Christophersen efterfulgte ham 1764 og virkede i 36 år. Da han i 1802 søger sin afsked beder han om at han må blive i sin bolig i nogle måneder. Man finder endnu i Grev-indeskoven dels voldene om Teilgårdens have og dels rester af de gamle teglværksgrave.
I 1802 flyttedes nogle fag op til Engelstruphus, der nu blev skovfogedbolig, og som stadig regnes til Tureby sogn, selvom en del af boli-gen ligger i Sædder sogn. Man kalder det endnu Teilgårdshuset, men navnet Engelstruphus har også været anvendt.
I Dalby-Tureby sogne findes idag foruden nævnte skovfoged i Grev-indeskoven skovfoged i Bankevængehuset. Mekaniseringen har bidraget til, at der ikke findes så mange skovfogeder ved skovene i dag.
Jagt
Jagten fik stor betydning i den skovrige egn. A. G. Moltke var stærkt interesseret i jagten og indførte i 1761 fasanen til Bregentved. Særlig ved kongebesøget på Bregentved skulle der være meget vildt at jagte.
I 1746 befaler greven skovrider Zahn at skåne jagten noget i Dalby sogn for at skaffe kongen >des større plaisir<, når han kommer til Bregent-ved.
Vildtbanestenene angav, hvor godserne havde jagtområde. Men visse steder var der også fællesjagt f. ex. i Rode, hvor skytten på Egede i 1770 havde udsat garn for agerhøns ca. 14 dage førend 12. septbr., da jagten på fællesskab begynder. Han kan straffes indtil 3 år i Bremer-holm. Men denne gang vil greven lade nåde gå for ret. Derimod kla-ger Egede i august 1785 over, at skovrider Bøgvad med 12 støvere har jaget ind på Egedes område v. Tågerup, hvor Egede aldrig selv jager med støvere. Da vildtet netop på denne tid har unger, og kornet står i flor, sker der ødelæggelse, når 12 husmænd med støvere jager der igennem. I april 1787 anlægger Egedes skovfoged Jens Jensen, Banke-vængehuset sag imod Bøgvads skyttekarl Ehrenreich, fordi han har tilføjet skovfogeden et stød med sit gevær og næveslag i hovedet. Han får bøde på ca. 25 rigsd. For at kunne betale den får han grevens tilladelse til at udsætte sit gevær til præmieskydning. Den slags sager kom der mange af inden skovfredningen.
Den grevelige husholdning brugte ikke selv alt vildtet. Greve A. G. Moltke skulle altid selv have de første snepper. Det tiloversblevne kør-tes til København, hvor den flittigste aftager i mange år var Citron-konen. Sprettinge-bonden havde akkord på at køre det fra Tureby-holm til København. Dog havde skovrideren i 1763 ladet en gl. mand gå til København med nogle agerhøns. Dette misbilliger greven. Dertil skal der bruges unge mænd.
Der gik lange tider, inden fasanen kom til rigtigt at betyde noget ved jagterne. I ti-året 1830-40 blev der på Bregentved gods gennem-snitligt hvert år skudt: 250 stk. dåvildt, 400 stk. råvildt, 200 harer, 100 ræve, 40 grævlinge, 10 mårer, 5 oddere, 400 agerhøns, 300 bekka-siner, 200 vildænder, 200 snepper, 100 brokfugle.
For 100 år siden tyndede krybskytter vildtet stærkt ud. Der blev udkæmpet mange dyster imellem vagtmænd og krybskytter. I1886 nedlagdes Tureby Dyrehave, og kronvildtet flyttedes til Bregentved eller blev skudt ned. Der var en hvid kronhjort, som greven ville have til Bregentved Dyrehave. Der blev udsat en dusør for at få fat på den, men den sprang over fælden. Til sidst blev den tørstig og søgte åen i et hjørne ved Vaseåen. Man lod den drikke så meget den ville, og nu var den blevet for mat til at springe over fælden. Den fik en tragisk død ved Bregentved. En jæger skød en dåhjort, bag denne stod den hvide hjort, og kuglen gik igennem dem begge.
I 1888 ansattes F. C. S. Saurbrey som overjæger ved Bregentved gods med bopæl i Ny-Dyrehavehus. Hans indsats fik stor betydning for vild-tets udvikling. I 1916 overtog han forpagtningen af Sprettingegården og J. G. Larsen blev overjæger, men Saurbrey vendte tilbage som overjæger igen 1926, hvor jagtvæsen og forstvæsen var blevet uafhæn-gige af hinanden. Saurbrey blev boende på Sprettingegården. Den sidste overjæger T. Larsson tiltrådte 1929 og virkede til sin død 1954. Derefter underlagdes jagtvæsenet igen forstvæsenet.

  Fødselsnotater:

Fødsel er iflg hans eget udsagn ved oprettelse af police i Den almindelige Enkekasse af 1775.

  Begravelsesnotater:

Begravet i Nyskov. Se evt også beskrivelsen fra Arne Majvangs bog.

  Begivenheder i hans liv:

1. Bopæl, 1757, Stenchelstrup. Han var her ved niecen Citzel Catrine Bøgvads dåb. Staves også som Stenkelstrup. Kom senere til at hedde Sofiendal Hovedgård. Hørte under Bregentved.

2. Beskæftigelse, 1771. Han var skovridder ved nevøen Niels Friderichsen Bøgvad dåb.Han var fadder. Boede i Røde=Hus.

3. Beskæftigelse, 1773. Han var skovridder da nevøen Hans Friderichsen Bøgvad blev døbt i 1773. Kæresten bar her barnet.

4. Beskæftigelse, 1776. Han var stadig skovridder, da han var fadder for nevøen Adam Friderick Bøgvad.

5. Beskæftigelse: skovridder, 1778. Ved nevøren Johan Mathias´ dåb. Han var fadder. Boede i Røde huus.

6. Den Almindelige Enkekasse af 1775, 17-7-1779. Han tegnede en police med en indbetaling på 202 og en årlig pension på 50 til Marie Elisabeth Jensdatter.

7. Beskæftigelse: skovridder, 1780. Ved niecen Maren Cathrines dåb. Han er fadder. Er i Røde Huus.

8. Folketælling, 1787, Rødehus, Tureby, Fakse, Præstø. Han er skovridder. Konens søster bor hos dem. Der er 6 tjenestefolk. Heraf 2 jægerkarle og 1 jægerdreng.

9. Folketælling, 1801, Tureby, Fakse, Præstø. Han er skovriddder og husmand. 2 voksne døtre og et barnebarn bor hjemme. Der 6 tjenestefolk, heraf 2 skyttekarle.

10. skifte: Bregentved, Haslev, Ringsted, Sorø. Skifte: Bregentved Greveskabs Amt/Birk, Præstø, 1790-1850, side 235,237,239,247

Christian blev gift med Maria Elsebeth Blegen, datter af Jens Jensen Blegen og Anne Marie Hansdatter. (Maria Elsebeth Blegen blev født i 1751, dåb den 12-12-1751 i Garnisions, Sokkelund, København, døde den 4-11-1814 i Tureby, Fakse, Præstø og blev begravet den 11-11-1814 i Tureby, Fakse, Præstø ⁹⁷⁵.)